-
Putin ønsker ikke en »påskefred« – derfor ligner den seneste melding endnu et spil for galleriet
Source: BDK Borsnyt / 20 Apr 2025 00:00:41 America/New_York
Nyheden havde end ikke nået at rydde fladen, før luftalarmen begyndte at hyle her i Kyiv som et varsel om angrebsdroner på himlen. Vladimir Putin har foreslået en 30-timers »påskevåbenhvile«, hvor alle militære operationer pauses af såkaldte »humanitære hensyn«, men tag ikke fejl: Der er forskel på, hvad Kreml siger, og hvad Kreml rent faktisk gør. Den russiske præsident ser ikke ud til at kere sig om reel fred i påsken, og det afsløres af den seneste uges voldsomme luftoperationer. Et af krigens mest dødelige missilangreb ramte byen Sumy på palmesøndag, og på langfredag blev endnu flere ukrainere dræbt og såret i storbyen Kharkiv. I alt har 36 personer mistet livet, og omtrent 237 andre er blevet såret på disse to af påskens helligdage, den vigtigste højtid for mange i Ukraine. Læg dertil, at russiske styrker ifølge ukrainske meldinger allerede har brudt Putins ordre om at lade våbnene hvile, for kamphandlingerne er stadig i gang. »De russiske angrebsoperationer fortsætter på flere frontafsnit, og den russiske artilleriild er ikke stilnet af,« skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lørdag aften. Putins melding handler derfor ikke om »påskefred«. Det ligner et rettidigt spil for galleriet. Holder Trump ved ilden Det er ikke første gang under krigen, at den russiske præsident hævder, at han er klar til at pause kampene under en højtid. Han lavede den samme manøvre uden varsel under den ortodokse jul i januar 2023. »Hovedformålet er at komme med det samme budskab til udenlandske modstykker (...) at han ønsker fred, og at Ukraine ikke gør det,« som den anerkendte russiske journalist Farida Rustamova noterer det. Og netop dét ukorrekte budskab er vigtigere for ham at sprede nu end nogensinde før, for Donald Trump er ved at miste tålmodigheden. I denne uge gjorde først udenrigsminister Marco Rubio og dernæst præsidenten selv det klart, at USA har tænkt sig at trække sig fra fredsbestræbelserne i Ukraine, hvis der ikke bliver gjort hurtige fremskridt. Mellem linjerne kan man læse, at et sådant træk kan betyde, at USA helt og holdent trækker støtten til det krigshærgede Ukraine, og at Europa kan stå alene tilbage med at lukke hullerne efter den amerikanske bistand. Hvad man ikke kan læse, er, hvad en utålmodig og potentielt frustreret Trump kan finde på. Det er dog ikke i sig selv alarmerende for Rusland, hvis USA dropper ønsket om at lave en hurtig aftale i Ukraine – så kan Putin fortsætte som hidtil på fronten, hvor en ny russisk forårsoffensiv ifølge den ukrainske forsvarschef allerede er i gang. »Men Putin har tydeligvis endnu ikke besluttet, om han vil fortsætte uden Trump eller fortsætte med at forsøge at bruge ham til Ruslands fordel,« vurderer Alexander Baunov, som er seniorforsker ved Carnegie Russia Eurasia Center: »Påskevåbenhvilen er en måde at udskyde den beslutning på og afbøde Trumps vrede eller skuffelse.« Rusland kan samtidig bruge våbenhvilen til at sætte skub under forårsoffensiven, som indtil videre har haft en hård opstart, vurderer den finske open source-efterretningsanalytiker Emil Kastehelmi. »Under dække af en våbenhvile kan de forsøge at samle styrker til et angreb uden den konstante trussel fra ukrainske droner,« skriver han. Rusland står i vejen I virkeligheden er det Rusland, der bremser amerikanernes bestræbelser på at opnå en aftale i Ukraine og i første omgang bare en våbenhvile på 30 dage og ikke timer, men Putin har end ikke mærket noget amerikansk pres endnu. Det er ukrainerne alene, der har nikket ja til USAs forslag om en våbenhvile til vands, til lands og i luften, mens russerne kun har erklæret sig klar til at bremse angreb på energiinfrastrukturen i samme periode. Selv en delvis våbenhvile i Sortehavet er blevet forhalet af urealistiske russiske krav. Alt dette ligger åbent fremme, så hvorfor skulle Putin tænke, at han kan narre nogen til at tro, at det er Rusland og ikke Ukraine, der ønsker fred? Nok fordi Trump-administrationen indtil videre ikke har givet ham nogen grund til at tro, at hans fejlagtige talepunkter om krigens gang ikke giver genlyd i Washington, D.C. På fronten i Ukraine har de ukrainske soldater imidlertid fået ordre om at indstille alle offensive handlinger og kun svare igen på russiske angreb, siger en højtstående ukrainsk kilde til Financial Times. »Vores handlinger er og forbliver symmetriske,« skriver præsident Zelenskyj i en ny opdatering lørdag aften. Angrebene fortsætter ved grænsen til Rusland, understreger han, selvom fronten »er blevet mere rolig« nogle steder. Alt imens mangler vi fortsat at høre, hvordan meldingens egentlige modtager, Donald Trump, stiller sig. Sara Hodzic er Berlingskes udsendte i Ukraine https://www.berlingske.dk/internationalt/putin-oensker-ikke-en-paaskefred-derfor-ligner-den-seneste-melding